Officinet / Udstilling

Helene Vonsild: Woven Lines

Udstillingen Woven Lines-Threads of Life af tekstildesigner Helene Vonsild viser en række vævede kropsobjekter, der i udtrykket befinder sig mellem smykke og beklædning. Objekterne er vævet over liv, fortællinger og stemninger, hvor hver tråd tillægges en betydning. Helene Vonsild er uddannet fra Designskolen Kolding og arbejder både med unika værker og designproduktion

Fotograf Martin Busborg

Tiden og livet
I Woven Lines – Threads of Life forenes objekt og menneske gennem tid, fortælling, tråd og håndens arbejde. Trådene samles på væven og danner forskellige kompositioner af strukturflader, åbne rum, mellemrum og afstande, der afspejler livet oplevet som tid. I væven er lodrette tråde monteret som faste elementer, mens væveren tilfører de vandrette tråde til at skabe bevægelse og struktur. Tiden er en strøm af gentagelser, lodret set uendeligt – vandret set en fortsat bevægelse. De lodrette tråde symboliserer tid og liv, mens de vandrette tråde symboliserer hverdagens egen bevægelse. Hver tråd har en betydning og objektets samlede udtryk kan opfattes som en symbolsk livslinje.

Fotograf Martin Busborg

Krop og objekt
Krop og tekstil danner sammen en ny form, der er betinget af mødet mellem stoflighed og menneske. Helene Vonsild udfordrer opfattelsen af, hvordan vævede tekstiler kan benyttes i et grænseland mellem smykke og beklædning mellem funktionalitet og æstetik. De voksede hørtråde bliver karakterbærende med synlige spor i fladerne, på samme måde som tid og levet liv aftegner sig i mennesket.

Fotograf Britta Egebjerg

Nærvær og langsommelighedens æstetik
Som væver har Helene Vonsild fat i hver eneste tråd. Væveprocessen rummer nærværets og langsommelighedens æstetik med en rytmisk gentagelse af bevægelser. Objekterne har udgangspunkt i lærredsvævning, hvor to tråde krydses. Det er den kunstneriske fortolkning og bearbejdning af trådene, der skaber forskelligartede udtryk og stemninger i de enkelte objekter. Livet væves poetisk ind på den mest enkle måde.

På udstillingen vises en serie forskellige vævede kropsobjekter i kombination med nye detaljefotos af fotograf Martin Busborg, hvor objekterne ses på kroppen. Model: Danser Annika Høegholm Ernst
Lauridsen.

Se Helene Vonsilds medlemsprofil

Se film om projektet

Læs interview på designETC

Udstillingsperiode: den 17. marts – 8. april 2018. Fernisering den 16. marts kl. 17-19
Åbningstid: tirsdag-søndag kl. 12-16. Mandag lukket.

Helene Vonsild er til stede i udstillingen hver lørdag og søndag samt alle dage i uge 13 undtagen den 17. marts.

Officinet, Bredgade 66
København K

#Officinet

Gratis adgang.

 

Udstillingen er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond og Toyota-Fonden