Nyhed

Julemarkedet i Designmuseets have får et navn!

Det er tredje gang Danske Kunsthåndværkere & Designere afholder julemarked i Designmuseum Danmarks have. Markedet har været en stor succes og er kommet for at blive. Derfor har arrangørerne besluttet at give markedet et navn, der signalerer det, markedet handler om. Markedet kommer fremover til at bære navnet: VÆRK

Fotograf: Christoffer Askman

Det nye navn tydeliggør, at det er et marked med værker skabt af professionelle kunsthåndværkere og designere. Smykkedesigner og initiativtager til markedet Kristin Urup fortæller: “I år er det tredje gang Danske Kunsthåndværkere & Designere indtager Designmuseum Danmarks have i december med et marked. Derfor synes vi, tiden var til at give markedet et navn. Vi synes ”julemarked” blev for anonymt. ”

Stadig et hyggeligt marked
Markedet beholder dog den særlige hyggelige julestemning med café, hænge-ud møbler og musik.


Det er stadig et marked, hvor man kan finde julegaver, men med det nye navn understreger vi kvaliteten af de værker og produkter, man kan finde her.


Markedet afholdes over 2 weekender i december med skiftende udstillere hver weekend. I alt deltager 76 professionelle kunsthåndværkere og designere med tekstil, glas, keramik, smykker, grafik, papir og meget mere.

En populær oplevelse
Over 10.000 gæster lagde vejen forbi markedet i 2017. Det er et populært marked, fordi publikum kan kombinere markedsbesøget med en museumsoplevelse. Men selv om der var mange gæster, virkede det opvarmede telt ikke overfyldt, fortæller Kristin Urup.

Besøg markedet
Markedet afholdes de to første weekender i december:
30.november- 1.–2. december &  7. -8.-9. december 2018

Åbningstid:
fredag: 12-17
lørdag/søndag:10-17

Adresse:
Designmuseum Danmark, Bredgade 68, 1260 København K.

Hvis du vil udstille
Udøvere, der ønsker en plads på VÆRK kan henvende sig til Danske Kunsthåndværkere & Designeres sekretariat. Tilmeldingen sker i perioden den 1. september – 1. oktober 2018. Medlemskab af Danske Kunsthåndværkere & Designere er påkrævet. Kontakt evt. Danske Kunsthåndværkere & Designeres sekretariat for mere information: mail@dkod.dk

 

Arrangørinfo
VÆRK 2018 arrangeres af Danske Kunsthåndværkere & Designere i samarbejde med Designmuseum Danmark.