Nyhed

Her er de udvalgte projekter til Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019

18 projekter er kommet igennem nåleøjet til den kommende Biennaleudstilling og konkurrence om Biennaleprisen på 100.000 kroner. Juryen glæder sig over et højt niveau og stor diversitet.

Biennalen for Kunsthåndværk & Design er en åben konkurrence, udstilling og scene for samtidens professionelle udøvere. Den kommende Biennale vises i det smukke taglokale på Nordatlantens Brygge med udsigt over Københavns kanaler.

Efter et Open Call med temaet ”Fællesskab” har juryen udvalgt 18 projekter skabt af i alt 26 udøvere. Bag flere af projektere står en gruppe af udstillere, der er gået sammen om at skabe et specifikt værk eller projekt med reference til temaet.

Juryen udgøres ved Anni Nørskov Mørch (udstillingsinspektør på Koldinghus samt Designskolen Kolding), Pernille Stockmarr (udstillingsinspektør på Designmuseum Danmark) og Maria Foerlev (ejer af Etage Projects).


De udvalgte projekter har alle et højt fagligt, æstetisk eller konceptuelt stærkt indhold og udtryk. Vi er glade for, at der blandt udstillerne både er veletablerede udøvere og helt nyuddannede kunsthåndværkere og designere. Det viser, at Biennalen stadig er en relevant scene for samtiden.
- Juryen.


Biennalen har eksisteret siden 1995 med skiftende visningssteder, samarbejdspartnere og udstillingstemaer. Ikke to Biennaler har været ens, men fælles for dem alle er en målsætning om at give plads til det eksperimenterende og nytænkende, til nye talenter og etablerede udøvere, til formidling og dialog omkring samtidens kunsthåndværk og design.

Temaet for 2019 Biennalen er ”Fællesskab”, og i de udvalgte Biennaleprojekter afspejles det både i form og indhold. Fællesskabet bliver behandlet bredt og kommer i alle afskygninger fra det nære fællesskab omkring bord og hverdag til fællesskab omkring sorgproces, nationalforståelse og faglighed.

De udvalgte udstillere er:

Anett Biliczki
Sarah Oakman og Maj-Britt Zelmer Olsen
Sarah Winther
Mia Lagerman
Mariko Wada
Bitten Hegelund
Ole Jensen
Kunstnergruppen RØRT: Ædelmetalformgiver og sygeplejerske Kristina Villadsen, Ædelmetalformgiver og arkitekt Maja Røhl, Ædelmetalformgiver og cand.comm. 
Maria Tsoskunoglu, Ædelmetalformgiver og grafiker Nanna Obel
Christina Christensen
Katrine Borup, Pernille Mouritzen og Bess Kristoffersen
Margrethe Odgaard
Bodil Manz og Jacob Manz
Helle Vibeke Jensen Jensen og Mette Saabye
Charlotte Østergaard
Signe Fensholt
Kristine Mandsberg
Katrine Bidstrup
Sisse Lee


Biennalen vises i perioden den 18. april – 5. maj 2019. Prisuddelingen afholdes i løbet af udstillingsperioden og annonceres senere. Læs mere på www.biennalen.dk

Biennalen er en del af Danish Design Festival, der løber fra den 1.-13. maj 2019 med åbne værksteder, pop-up udstillinger, en messe, workshops og meget andet.

Hold øje med programmet på www.ddfestival.dk

Biennalen arrangeres af Danske Kunsthåndværkere & Designere, som er en organisation for de professionelle udøvere i Danmark. Foruden Biennalen arrangerer foreningen også løbende udstillinger i projektrummet Officinet, markeder, foredrag og andre events.

Se mere på www.dkod.dk

Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019 er støttet af:

Statens Kunstfond
Nationalbankens Jubilæums Fond
Grosserer L. F. Foghts Fond
Beckett-Fonden
15. Juni Fonden
(Listen opdateres løbende på www.biennalen.dk)