Alt er tilladt og næsten intet umuligt i kunsthåndværket anno
2015. Som de udvalgte 28 biennaledeltagere og alle de øvrige, langt over hundrede aspiranter opviser det i deres værker og i udspil
til projekter, giver den grænseløse mangfoldighed af materialer
i dag incitamenter til de mest vidtrækkende eksperimenter, ligesom kunsthåndværkernes engagement i nutiden avler pågående former og konceptuelle provokationer. I de mange fortællende anslag optræder humoren som drivkraft, det bymæssige bringes ligeledes i spil, ligesom naturen, menneskekroppen og psyken er aktiveret som reservoirer af materiale- og udtryksmuligheder både for
det harmoniserende, det fabulerende og poetiske, det konceptuelt- kritiske og det stærkt ekspressive.

På et højt niveau inkarnerer Biennalen, såvel deltagernes arbejder som udstillingens samlede, installationsagtige helhed i de to kæmpe- haller, det på én gang frie og komplekse “multilaterale” rum, der kendetegner nutidens kunsthåndværk. Fra det autonome til den mere rammesættende heteronome dimension. Udtryksformerne og billed- dannelserne opererer her på lige fod med den autonome billedkunst – de er abstrakte eller gurative ligesom i maleriet, skulpturen og installationen. Og samtidig med denne frihed fra brugsformål er der ved den anden pol alligevel typernes referencer til det hverdagslige: Når kunsthåndværkeren tager afsæt i de arketypiske, funktionelle typer fra dagligdagen og “tømmer” dem for det funktionelle er scenen også sat for det nyskabende.

Uanset hvilke materialer og teknikker, der formes, hvordan de kombineres og aktiveres af kunsthåndværkerne og hvilke taktile kvaliteter og billedlige betydninger, biennale-projekterne kommunik- erer og tilskrives, manifesterer både de udvalgte og de fravalgte et felt med ere hovedpositioner og tilgange. Med den lødighed, der udmærker værkerne, skaber de samlet set en ersidig og kompleks spejling af nutidens danske kunsthåndværk. Og i de få objekter på biennalen, hvor et håndværksmæssigt “mindset” spiller sammen med det serielle, det industrielle og den fremtidsrettede forventning om bæredygtighed, vækkes associationer til potentialet i kunsthånd- værket som også perspektivrig innovationskilde for regulært produktdesign.

Ikke få af biennalens kunsthåndværkere opererer suverænt frit i det skulpturelle felt og forener håndværksmæssige konkrete kompetencer med det kunstneriske projekt. Her frigør de gerne materialet fra regelmæssighed og rationalitet
og eksponerer og bearbejder dets karakteristika til gunst for æstetisk re eksion og udsagnskraft, sammensætter det med andre materialer, oper- erer med form-clash m.m., eller der skabes måske et udfordrende møde mellem et traditionelt eller “fundet” materiale og æstetiske greb, der mere associerer til digital teknologi eller på anden måde peger direkte ind i aktuelle forhold og spændings- felter forbundet med det sociale, kønnene og fællesskabet.

Andre af projekterne fører det skulpturelle ud
i den større installation, hvor ere dele danner et sammensat og rumligt udstrakt værk. De speci kke udstillingshaller for 2015-biennalen har med deres bærende strukturers strikte skandering af det rumlige forløb i høj grad appelleret til at tænke “installationelt”, da kunsthåndværkerne opsatte deres værker i det speci kke fag, censurkomiteen havde tildelt hver af dem inden for en overordnet plan, der vægtede både variation og fælles pejlingspunkter mellem de udvalgte projekter. Atter andre af biennale-projekterne har trans- formeret de “eviggyldige” beholdertyper, billedtæp- pet samt dragten og forskellige smykkekategorier, og dermed aktualiseret dem som medier for skabelsen af et originalt, æstetisk og ikke- funktionelt objekt opfyldt af fantasi og tanke, metaforiske kvaliteter, associationer og fortælling. Inden for alle positioner spiller det spørgende
og anfægtende statement – en form for “design art” – en udfordrende rolle.

Når kunsthåndværket har karat, er det innovative processer, der forbinder emotionelle, intelligente og sanselige kvaliteter. Som vi i rigt mål oplever
det på 2015-biennalen giver de uafsluttede fortællinger i nutidens vidtfavnende kunsthåndværk ofte værkerne en åben karakter, hvor envejskom- munikation erstattes af beskuerens aktive inddragelse i betydningsdannelsen.

Lars Dybdahl (Jurymedlem, Biennalen 2015)
Forskningschef Designmuseum Danmark