Udstilling

PLEASE TOUCH af Kristine Mandsberg

I udstillingen PLEASE TOUCH arbejder tekstil designer Kristine Mandsberg med en eksperimentel tilgang til de udstillede værker og selve udstillingsformen.

PLEASE TOUCH skal opleves som en total installation, hvor værker og udstillingsform er én stor forunderlig, visuel og taktil oplevelse.

MDF, akryl maling og gummisnøre, Fotograf Daniel Schriver

Publikum kan gå på opdagelse i installationen som i et landskab, hvor værk og udstillingsdesign smelter sammen til en helhed. Med udstillingens titel PLEASE TOUCH opfordres publikum til at røre ved og flytte på værkerne, så udstillingen forandres og bliver levende. Væk er den passive beskuer. Publikum bliver en del af værket og får til gengæld en taktil og kropslig oplevelse.

Trælister, akryl maling, bomulds kanvas, fotograf Daniel Schriver

Kristine Mandsberg tager udgangspunkt i mønstre, farver og materialer. Værkerne befinder sig et sted mellem 2D og 3D, hvor selve oplevelsen er i fokus. Udstillingen PLEASE TOUCH er et forstudie til en større udstilling hos Nicolai i Kolding, hvor målet er at skabe tre store installationer, hvor værk og rum smelter sammen og bliver til en sanselig og kropslig oplevelse med titlen LANDSCAPE. Værkerne som kan ses på PLEASE TOUCH er derfor eksperimenter med udgangspunkt i forskellige teknikker, materialer, mønstre og farver, som på sigt skal omsættes og ses i en større rumlig kontekst.

Nylon med ekspanderende tryk, polystyren kugler, fotograf Daniel Schriver

Kristine Mandsberg er uddannet fra Designskolen Kolding og The Royal College of Art i London i 2008. Hun arbejder fra sit værksted på Nørrebro, hvor hun beskæftiger sig meget bredt med sit fag. Hun har eksempelvis løst kommercielle opgaver for virksomheder som IKEA og Kunde & Co, lavet en udsmykning til Byens Hegn på Rådhuspladsen, og arbejdet med rumlige tekstile installationer, både til kommercielle kontekster som eksempelvis messer og showrooms, og til udstillinger hvor installationerne har et mere eksperimentelt og kunstnerisk afsæt med den intention at skabe rumlige oplevelser.

Udstillingen PLEASE TOUCH er støttet af Statens Kunstfond.

Udstillingsperiode: 6.-26. januar 2018.
Fernisering: Fredag den 5. januar kl. 16.00-20.00
Officinet, Bredgade 66, Kbh.

Læs interview med Kristine Mandsberg på designETC

Kristine Mandsberg