Udstilling

So Near and Yet So Far

Keramiker Mariko Wada præsenterer soloudstillingen ’So Near and Yet So Far’ på PLADS artspace i Aarhus fra 29. september til 21. oktober.

Foto af Ole Akhøj

’So Near and Yet So Far’ er en udstilling, hvor man i en total installation kan gå på opdagelse i et keramisk univers af Mariko Wada, der tidsmæssigt strækker sig over ti år, fra udtrykket i hendes tidlige bløde håndmodellerede objekter til de seneste eksperimenterede dynamiske værker. Udstillingen er iscenesat, så man som beskuer kan opleve keramikken med kroppen i forskellige rumlige afstande og vinkler.

Mariko Wada udforsker i sin keramik forholdet mellem udtryk og sansning ved hjælp af form, rum og stoflighed udstillet i og til forskellige skalaer. Hendes arbejder har i de seneste år udviklet sig til undersøgelser af skulpturelle udtryksmuligheder i rumintegrerede koncepter, så beskueren inddrages som et oplevende subjekt i en ny etableret rumlig kontekst.

Senest i sommeren 2017 har hun i kunstnergruppen VERSUS været med til at skabe den
eksperimenterende udstilling ’TALISMAN – Magiske objekter’ på CLAY Keramik Museum Danmark. Udstillingen indbød publikum til en vandring i et iscenesat keramisk univers med en unik lyssætning i et mørkt rum, der kastede keramikkens skygger op på udstillingsrummets vægge. På den måde blev keramikken og dens rumlige fremtræden brugt til at gribe tilbage i historien mod mystik, tro og overtro. Læs mere om denne udstilling

Mariko Wada er født i Osaka, Japan, og siden 1998 bosat i Danmark. Efter afgang fra Designskolen Kolding i 2006 har hun haft sin base i Aarhus, og arbejdet med keramik i internationale sammenhænge. Hun har modtaget flere priser og legater. I 2017 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.