Udstilling

NU og HER

Som den første af TIL STEDEt’s udstillere har Gitte Jungersen lavet ét nedslag i Utzons gallerigang i form af to enorme keramiske objekter.

Gitte Jungersen

Gitte Jungersen har installeret to mandshøje keramiske objekter i Bagsværd Kirkes gallerigang. Det er to stærkt stoflige sorte glasurflader, ren glasur uden ler til at holde på formen, og de er med Jungersen egne ord ”en stræben efter at nå ind til essensen af glasur og udsmeltning”. Gitte Jungersen har længe været optaget af glasur, men det er første gang hun har arbejdet med så store værker. Det giver rigtig god mening, dels fordi effekten af glasuren simpelthen forstærkes af skalaen, dels fordi Jungersen også er optaget af,
at keramik skal virke både fysisk og visuelt. Og de to store glasurflader er i den grad fysiske.

Dialogen med arkitekturen
Som den første af TIL STEDEt’s udstillere har Gitte Jungersen lavet ét nedslag i Utzons
gallerigang. Hvor de tidligere tre udstillere på hver deres måde understregede gallerigangens langstrakthed og rytme ved at arbejde med en perlerække af objekter spredt ud i gangen, har Jungersen valgt en anden strategi: Hun har installeret ét værk bestående af to glasurflader med en lille sprække imellem sig omtrent midt i gangen. Man kan stå længe foran objekterne og lade sig suge ind i ”stoffet”, der på en gang er både dragende smukt og skræmmende. Tilblivelse og opløsning på samme tid. Men netop fordi gallerigangen er et langstrakt gennemgangsrum, er det lidt imod rummets egen logik at placere sig foran glasurfladerne og det er også umuligt at komme på afstand af fladerne. Glasurfladerne og rummet spiller sammen på en måde, hvor rum og værk yder hinanden modstand med det resultat, at man faktisk får en stærk fornemmelse af både arkitekturen og keramikken.

Gitte Jungersen

STED:
Bagsværd Kirke
Taxvej 14-16
2880 Bagsværd
www.bagsværdkirke.dk
Kirken ligger 5 minutters gang fra Bagsværd S-togsstation

ÅBNINGSTIDER:
Mandag – fredag kl. 9-16
Lørdag og søndag kl. 11.30-16
NB! Gallerigangen kan være midlertidigt lukket i åbningstiden pga. kirkelige handlinger. Kontakt evt. kirketjeneren
forud for et besøg på 44 98 92 94 eller bk_kirketjener@hotmail.com

OM TIL STEDEt
TIL STEDEt er en udstillingsrække i Bagsværd Kirke. Foreløbig er 11 dygtige danske
kunsthåndværkere og designere inviteret til på skift at gå i dialog med Utzons fantastiske
arkitektur og udstille nye værker lavet specielt til kirkens gallerigang. Der arbejdes med
andre ord stedsspecifikt. Det er TIL STEDEt’s ambition at undersøge om kunsthåndværk
og design kan noget andet end billedkunst i dialogen med et konkret sted.
Udstillingsrækken er kurateret af arkitekt og smykkekunstner Katrine Borup og støttet af
Statens Kunstfond og Nationalbankens Jubilæumsfond.

PROGRAM:
18. november – 30. december 2016
OPVARMNINGSUDSTILLING (gruppeudstilling, hvor udstillerne i 2017 præsenteres)
6. januar – 22. februar 2017
KRISTINE TILLGE LUND
28. februar – 17. april 2017
MARIA BRUUN OG ANNE DORTHE VESTER
20. april – 28. maj 2017
MARIANNE NIELSEN
1. juni – 3. juli 2017
GITTE JUNGERSEN
17. august – 17. september 2017
HELLE VIBEKE JENSEN & WEDNESDAY ARCHITECTURE
21. september – 22. oktober 2017
BIT/BIRGITTE MUNK OG IBEN WEST
26. oktober – 26. november 2017
ANE LYKKE
30. november – 1. januar 2018
LOUISE SASS
4. januar 2018 – 4. februar 2018
METTE SAABYE

 

Kilde: Pressemeddelelse