Udstilling

Young Glass

Fra 10. juni 2017 tager Glasmuseet Ebeltoft pulsen på den helt unge glaskunstscene med den internationale udstilling YOUNG GLASS 2017 – en censureret udstilling, som afholdes af museet hvert 10. år – denne gang som en del af Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017.

Leah Kudel. A Moment of Negative Space, 2015. Foto: Joe Kelly.

Blandt 326 ansøgere er 57 kunstnere fra 18 lande repræsenteret i udstillingen. Udstillingen åbnes 10. juni af Juliana Engberg, programdirektør, Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017, og kan opleves på Glasmuseet Ebeltoft indtil 29. oktober 2017.

YOUNG GLASS har med årene udviklet sig til en prestigefuld konkurrence og et markant pejlemærke for den helt unge, internationale glaskunst. Glaskunstnere under 35 år kan søge om deltagelse i konkurrencen og udstillingen, der nyder stor bevågenhed i glasmiljøer verden over. YOUNG GLASS 2017 præsenterer således kunstnere fra 18 forskellige lande; Danmark, Sverige, Norge, Finland, Tyskland, England, Frankrig, Irland, Tjekkiet, Slovakiet, Estland, Letland, Litauen, USA, Canada, New Zealand, Japan og – for første gang – også fra Kina.

 

Rebecca Arday. Re-emerging, 2016. Foto: Elizabeth Lamark

Årets udstilling afspejler en helt overordnet tendens på glaskunstscenen. Hvor værkerne i de forudgående udstillinger alle, næsten uden undtagelse, var fysiske genstande, der kunne udstilles på et podie eller hængende på en væg, rummer den seneste udstilling alle tænkelige formater. Video og procesorienterede værker, vægprojektioner, installationer og performances præsenteres side om side med glaskunstens mere klassiske teknikker. Grænserne er ikke længere til at definere og selv om glasset altid er udgangspunktet, er det ikke nødvendigvis omdrejningspunktet. En udvikling, der peger i retning af en større frisættelse af materialet som middel for fri kunstnerisk udfoldelse.
Programdirektør i Aarhus 2017, Juliana Engberg fortæller:


Glas blev engang brugt til vinduer, til vaser, til briller. Men i dag skaber de unge kunstnere alkymistiske transformationer og nye fantastiske effekter. I YOUNG GLASS 2017 ser vi det formbare materiale dukke op som ufattelige former, nye skabninger og nogle gange endda et kys.


BAGGRUND
Young Glass blev afviklet første gang i 1987, kun et år efter den officielle indvielse af Glasmuseet Ebeltoft i juni 1986. Deltagerne var alle enten fra USA eller Europa, og udstillingen afspejlede som sådan studioglassets ophav og udvikling som en bevægelse, der udsprang i USA og hurtigt fik fodfæste i Europa. Konceptet bag udstillingen var enkelt og formålet logisk; museets ambition var og er, at vise det helt aktuelle og understøtte den videre udvikling. For at være helt på forkant var det derfor oplagt at lave en udstilling, hvor kun de unge kunne deltage – det er dem der skal forme fremtiden. Udstillingen i 1987 er efterfølgende fulgt op af tilsvarende Young Glass-udstillinger i både 1997 og 2007. Nærværende udstilling er derfor den fjerde i rækken.

Læs mere

Kilde: Glasmuseet Ebeltoft