Udstilling

Vilde udsigter

Natur møder kultur i værkernes landskaber, bygninger, vinduer og 'vilde' udsigter. Ann Linnemann Galleri i København viser egne værker i perioden 17. marts - 22. april 2017.

Ann Linnemann Galleri - Contemporary Ceramics Copenhagen

Udstillingens keramiske værker Views & Forms of Forest refererer til kulturelle og konceptuelle temaer, afspejler maleri fra renæssance til nu – og undersøger keramiske glasures maleegenskaber. Naturgengivelse, mønster og ornamentik er menneskeskabte illusioner ud fra forskellige virkeligheder.

VILDE UDSIGTER
Motiverne stammer fra forskellige synsindtryk på rejser til flere steder i verden. Overalt bryder naturen frem og er med til at fortælle om landets kultur og historie.
Mødet med nye kultur-og synsoplevelser har sat sine aftryk som refleksioner på formens flade.
Horisontlinjen bevæger sig rundt om formen, – og historien opleves i det rummeliges mange vinkler.- En byfacade i Italien ved solnedgang afslører vinduesskoddernes detaljer i lange abstrakte formationer. Mellemøsten kompresseres i Sinaihalvøens lodret stribede klippevægge. Amazonefloden spejler junglens tætte bladløv i ly af landets religiøse mystik. Manhattans træer i Central Park kontrasterer byens facader. Australiens øde endeløse sletter indrammes af nutidens lige linier. Kina rummer en celadon-grøn skov af bambus stilladser. En aften i København reflekterer skyggerne fra byens store træer og det lysende blå hav.

ANN LINNEMANN har studeret og rejst i bl.a. USA, hvor hun er anerkendt både for sit faglige engagement og eget keramiske virke. Hun har holdt adskillige foredrag og gæstepræsentation på den store keramiske konference NCECA. En stadig interesse for udvikling af det keramiske område, formidling og international udveksling har ligeledes ført til gallerivirksomhed og projektledelse for internationale symposier, seminarer og udstillinger.

Læs mere